De danske Forsvarsbrødre for Holstebro og OmegnTømrermester Peter Frandsen

P. Frandsen's soldatertid

Uddrag fra Forsvarsbroderbladet April 1939

Hvordan var det at være soldat, da Forsvarsbroderforeningen blev stiftet i 1885? Det var der mange af de yngre medlemmer, som gerne ville vide, og en af dem der var med fra foreningens start, den i dag 87 årig Æresmedlem Tømrermester P. Frandsen var da også altid villig til at fortælle.
- Skønt jeg altid har været en ynder af sandheden, og altid har indprentet mine børn at være sande i al deres færd, så må jeg tilstå, at jeg selv en gang, vel at mærke i det små, - har stukket »en plade«.
 - Jeg var tømrersvend i Skive, da jeg skulle på session. Jeg stod nøgen foran de høje sessionsherrer, og man spurgte mig om, hvad min profession var. Jeg svarede skibstømrer.... selv om jeg ikke så meget som havde slået et søm i et skibsskrog. Og grunden? Ja, det var den simple, at jeg ville så urimelig gerne være marinesoldat. Det var ligefrem gået mig i blodet. Men jeg blev taget til ingeniørsoldat, så jeg må indrømme, at man ikke får noget ud af at ... skal vi sige ... at være i uoverensstemmelse med sandheden, fortalte Frandsen de unge Forsvarsbrødre.

I foråret 1874 mødte Frandsen til tjeneste i København. Der var dengang kun 4 bataljoner ingeniørsoldater i hovedstaden med omkring 400 mand. 1. og 2. bataljon var pionerer, 3. bataljon var telegraftropper, og endelig var der  sømine-afdelingen, der var på søen for at lære at lægge miner ud.
- Jeg var broslager, og vi havde en meget lang tjenestetid. Først lå vi inde i fast tjeneste i 17 måneder, så blev vi sendt hjem til vinteren, for det næste forår at blive indkaldt i 4 måneder. Vores samlede tjenestetid var 21 måneder. Og så var det strengt at være soldat i gamle dage, fortæller Frandsen.
- Vi var tidligt oppe - gerne kl. fire eller fem - og på arbejdspladsen kl. seks. Herfra vendte vi ikke hjem før efter kl. 12, og så ventede der os ofte tjeneste hjemme, To gange om ugen havde vi gymnastik, jævnlig rengøring af kasernen og teoritimer med efterfølgende læsning.
- Vi skulle lære om pionerreglementet, tovværkslære, broslagningslære, telegrafi og så videre. Der var mange, som ikke var dygtige til at erhverve sig boglig lærdom, og disse fik lov til at »sidde over«, eller fik en søndagsvagt med sjask og slæb på kasernen. - Farvel til søndagstur med Amanda!!

Frandsen fortæller videre, at man havde skydning på Amager, der dengang var én stor græsmark med få huse og mange militære skydebaner.
 - På Langelinie havde vi vores badeanstalt, hvor vi fik såkaldte badetimer. Vores arbejdsplads var for resten ude på Frihavnsterrænet, hvor vi lavede bukkebroer og pontonbroer. Vi fik ofte akkordarbejde og havde man så raske kammerater, der kunne og ville bruge kræfterne, kunne man ofte blive færdige omkring middag og dermed redde sig en rigtig lang frieftermiddag, fortæller Frandsen.
Rekrut tiden varede fem måneder, og vi havde fuld forplejning på kasernen. Vi boede som rekrutter i den gamle akademibygning i Fredericiagade. Når vi blev forfremmet til tjenestegørende, som menige, fik vi i ugeløn et rugbrød og 225 øre på egen forplejning. Vi boede da også på kasernen, først på Sølvgades Kaserne og senere på Ingeniør Kasernen, som var en gammel rotterede.
- Men med den beskedne ugeløn, vi oppebar, siger det sig selv, at der var smalhals med hensyn til kosten. Den stod ikke på andesteg hver dag. Vi spiste almindeligvis i »Tutten«, hvor middagen kostede 25 øre. Men maden var udpint og dårlig, og vi unge havde jo en god appetit. På restaurationer blev der sjældent råd til at komme, hvis man da ikke fik »lidt hjemmefra«, så vi drak høkerbajere til otte øre stykket.
- Men, fortæller Frandsen, af og til måtte vi til bal i »Kæden«. Det var næsten vores eneste fornøjelse. Her var 5-øresdans, mens vi soldater havde det monopol, at når vi betalte én krone én gang, så kunne vi danse det vi ville den ganske aften og nat igennem.
- Her kostede øllerne ganske vist 12 øre, så det var det rene flottenheimeri at nyde en øl. Og skulle man i »Kæden«, skulle man have nattegn til kl. 02. Ellers kunne man jo heller ikke få nok for den dyrebare krone. Til daglig var nattegn til kl. 24 det almindeligste.
- Vi havde en flink general der hed Dreyer. Og når det skete, at jeg fik ordenstjeneste hos regimentet, blev jeg nu og da af general Dreyer sendt op til hans søn, der var fuldmægtig i et af ministerierne, han var for resten den senere amtmand i Ringkøbing. Fuldmægtigen gav mig altid 25 øre og en cigar - og det var noget der passede mig.
- Men det skete også, at fuldmægtigen sendte mig til sin forlovede med et brev; han havde - i parentes bemærket - en sjælden rar og nydelig kæreste, der altid modtog mig med et: »Tak lille soldat....« og så vankede der 50 øre, ja ofte en krone. Det kan nok være, at man var på den grønne gren. Så var der udtur i sigte, fortæller Frandsen.

 - Jeg var soldat sammen med - næsten - kun københavnere og sjællændere, og vi havde en stor straffeprocent dengang. Det var en helt anden tone, der i de dage besjælede Hæren. Den var mere brutal, stroppeture fik vi for et godt ord, og stjal soldaterne, hvad der jo kunne hænde, eller viste de opsættelighed, blev de enten tildelt den sorte kokarde eller rotting ...
Den sorte kokarde var soldaterne mest kede af. Så fik de deres rød-hvide kokarde ombyttet med en sort, der fortalte alle, at de stod overfor en straffet person - også selv om straffen jo var af militær karakter.
- Det var heller ikke rart at komme hjem på besøg med en sort kokarde i hatten, sagde Frandsen.
 - Rotting vil sige, at soldatens ryg blev afdækket og gymnastiklæreren med et spanskrør slog 10 eller 15 slag over ryggen på den ulykkelige soldat, der ofte var uarbejdsdygtig et par dage derefter. Havde man en flink gymnastiklærer - som vi heldigvis havde - så skete det sjældent , at han slog alt for hårdt.
- Men, fortæller Frandsen, der var selvfølgelig ikke nogen, der fik sådanne straffe uden de havde gjort sig fortjent til det.
- Den sorte kokarde og rotting blev afskaffet i 1880 - altså fem år før Forsvarsbroderforeningen i Holstebro kom op at stå.

 - Vi havde et godt kammeratskab i min soldatertid, men sådan har det vel altid været. Vi måtte jo dele ondt og godt sammen. Det binder! Vi tog livet med godt humør, og vi var hverken bedre eller værre end ungdommen i »Kongens klæ'r« er i dag. Menneskene forandrer sig ikke ret meget i et sådant tidsafsnit, men heller ikke i min soldatertid kunne vi holde os fra at lave sjov.
Frandsen fortæller, at det værste af de numre han har været med til at lave var på skydebanen på Amager.
- Her skulle vi med vore små karabiner skyde til en tidelt skive. Lidt til venstre fra målet græssede nogle køer, som måtte anses for at være udenfor skudlinie. Men da en forsonet københavner havde affyret sit skud, faldt en af køerne død om.
 - Der blev stor ståhej. Bataljonen måtte erstatte koen, og den »uheldige« soldat, der havde affyret skuddet, påstod, at det var et hændeligt uheld, fortæller Frandsen.